Du er her

Jeg dømmer mig selv og tænker hele tiden på hvad andre tænker om mig. Hjælp.

Køn: 
Kvinde
Alder: 
29 år
Spørgsmål: 

Hej.

Jeg er en kvinde på 29 år, som er vokset op i en familie med en far der drak og en mor der var psykisk ustabil/fraværende grundet min fars misbrug

Min Far døde af hans misbrug for ca. 4 mdr. siden.
Jeg ved, at min fars misbrug muligvis har sat spor i mig. Men hvad kan jeg gøre ved det.? Jeg er ikke glad i min hverdag, føler mig konstant forkert, dum, mindre værd, barnlig, grim, tyk og andre negative ting. Hver eneste dag er svær at komme igennem, og jeg synes tiden går langsomt. Jeg har svært ved at koncentrere mig om de opgaver jeg skal skrive i forbindelse med mit studie, og jeg sammenligner hele tiden mig selv med de andre, for derefter at stemple mig selv som anderledes og mindre værd.

Jeg har meget få venner, og har i det hele taget svært ved at komme ud. Derfor føler jeg mig ensom. Jeg vil gerne så mange ting. Fx tage til forskellige arrangementer, møde nye mennesker, gå op i noget - osv. Men hver eneste gang jeg forsøger og det kommer tæt på, så kan jeg ikke alligevel. Jeg føler mig altid utrolig dum i selskab med andre, og det er ulideligt for mig at sidde til en fest fx på skolen, fordi jeg hele tiden tænker på, hvad de andre tænker om mig, for derefter at gå derfra med en følelse af, at alle synes jeg er kedelig og dum. Jeg forsøger at overbevise mig selv om at mine tanker ikke er rigtige, men jeg kan ikke blive overbevidst. Derfor holder jeg mig for det meste væk fra sociale arrangementer. En anden ting er, at jeg rigtig gerne vil have en fremtid med børn. Jeg elsker børn og tror jeg kunne blive en god mor. Men lige nu synes jeg ikke, at jeg kan tilbyde et barn noget. Jeg har aldrig rigtig haft en kæreste (hvilket jo også er en forudsætning for at få børn). Jeg har forsøgt med datingsider, men der gentager historien sig. Det går fint med skriverriget, men når vi så skal mødes kan jeg ikke alligevel. Jeg har prøvet at presse mig selv, - men får det så skidt at jeg har lyst til at græde ved tanken om at skal møde en jeg ikke kender, og så melder jeg fra.
Hvordan kommer jeg videre? Jeg synes det virker håbløst. Jeg har det ikke godt selv og har det ikke godt sammen med andre, udover min mor og tætteste familie. Trods jeg også føler mig lidt barnlig i den sammenhæng fordi jeg ikke er kommet længere i mit liv end jeg er.

Hilsen Aarhus-kvinde 

Svar: 

Hej igen Aarhus-kvinde
Tak for din mail. Jeg kan læse, at du har det rigtig svært. Du har samtidigt faktisk meget godt fat om hvad der er i vejen, men du har svært ved at komme videre.  Du nævner to vigtige ting.
  
Du hele tiden tænker på, hvad de andre tænker om dig
Det er en vane du har udviklet, som gør dit liv næsten umuligt. Det er helt ok at tænke på andre, men vanskeligheden består nok i, at du fokuserer for meget på hvad andre mener om dig og for lidt på hvad du mener om de andre og på hvad du mener om livet og på hvad du har lyst til her i livet. Du har sikkert udviklet denne vane med at tænke på, hvad de andre tænker om dig under din opvækst. Ved hele tiden at holde øje med hvad dine forældre tænkte om dig, har du prøvede at få familielivet til at glide bedst muligt.
Det er ikke nemt at bryde denne vane, men det er muligt. Det kræver, at du lærer at fokusere på dig selv og på hvad du vil have ud af livet. Det er et stort emne og jeg har skrevet en masse om det i bogen ”Håndbog til unge og voksne fra familier med alkoholproblemer”. Du kan ikke bare tage dig sammen og begynde at fokusere mere på dig selv og på hvad du vil have ud af livet. Det er noget du skal øve dig på i lang tid – altså i mange år og gerne hver dag. 

Det andet du nævner er, at du føler dig ”konstant forkert, dum, mindre værd, barnlig, grim, tyk og andre negative ting.” Dette er også en vane, som du sandsynligvis har med dig hjemmefra. Når forældre ikke er særlig opmærksomme på deres børn, så siger mange børn til sig selv, ”Hvis jeg var lidt mindre forkert, dum, barnlig, grim, tyk osv., så gad mine forældre sikkert være mere sammen med mig. Jeg er ikke værd at være sammen med, som jeg er.”   Men realiteten er, at DU ER VÆRD AT VÆRE SAMMEN MED SOM DU ER. DU ER ELSKVÆRDIG. Du tror det bare ikke fordi, dine forældre ikke havde overskud til at være sammen med dig. For at ændre denne vane, så kræver det flere ting.

1)    at du bliver opmærksom på de tidspunkter, når du er negativ overfor dig selv.
2)    At du indser, at du ikke fortjener alle de negative ord.
3)    At du lærer nogle nye positive ting, du kan sige til dig selv i stedet for alt det negative.

Ligesom, det med at fokusere på hvad du har lyst til, så er dette med at fordømme dig selv, en vane, der skal brydes. Det er ikke noget, du kan stoppe ved bare at tage dig sammen fra den ene dag til den anden.
Jeg vil anbefale, at du går i en terapi eller selvudviklingsforløb. F.eks i TUBA. Det er godt at have støtte til at ændre disse vaner. Det kan være meget svært at gøre det helt alene. Det er vigtigt, at du ved, at mange fra familier med alkoholproblemer har udviklet disse vaner, med at dømme sig selv og hele tiden tænke på hvad andre tænker om dem, i stedet for at fokusere på hvad de selv synes og hvad de selv vil have ud af livet. Det er netop denne slags vaner, som man lærer at bryde i et terapiforløb.

Jeg håber mit svar hjælper dig lidt videre.

Mange hilsner Thomas, TUBA.