Hej alle sammen..
Jeg har et lille spørgsmål som jeg godt kunne tænke mig at vide om i kan genkende...
Der er sådan at min kæreste og jeg for 1,5 års tid siden røg ud i en lettere dum situation. Jeg trak mig først følelsesmæssigt fra forholdet, uden at forlade det, for ligesom at se om min kæreste ville reagere. Kald det en test om du vil, men det gav bagslag i det hun troede jeg allerede var væk og derfor selv begyndte at trække sig. Det gik ikke skide godt idet hun søgte bekræftelse, trøst osv. Hos en anden... Yes, da jeg fandt ud af det blev jeg nærmest kastet hovedkuls ud i en depression (for tredie gang i mit liv) - Det er et mønster jeg rammer hver gang jeg bliver "svigtet/såret").
Jeg er ved at være ovenpå igen her efter 1.5år og har brugt meget tid på at reflektere over hvad der sker og hvorfor, i håb om jeg slipper for nogensinde at opleve det igen. Det er forbandet hårdt at kæmpe mod depression og selvmordstanker dag efter dag efter dag... Men jeg ved jo godt det er min "hjerne" der tager røven på mig... Det hjælper bare ikke en skid. Kun tiden kan hjælpe mig ovenpå.
Kort og godt er det der sker, at jeg mister mit selvværd gradvist når jeg begynder at fornemme der er noget galt og når jeg så bliver klar over hvad der foregår, så BUM! Ryger røsten af det skræmmende selvværd og hele min identitet. Det tager SÅ lang tid at bygge op og jeg ønsker for alt i verden at jeg ALDRIG! Skal prøve det igen.
Er der nogle der genkender det og måske har lidt input af en art? Noget jeg kan gøre selv for at hjælpe mig selv? Ja, stort set alt i kan bidrage med kan bruges... Jeg er nu klar over mønsteret, men jeg aner ikke hvad løsningen er.
Mvh.
En ligesindet. ;)
P.s. Jeg startede i Tuba for ca. Et år siden, men magtede det ikke dengang og var der derfor kun 3 gange.
Jeg har siden da læst alle bøger om emnet der er anbefalet her inde og forsøgt at forstå min egen situation i håb om at kunne hjælpe mig selv.
Søg hjælp i aca, der er sikkert en gruppe i dit nærområde. ACA.dk
Kærligst Mik
Hej :)
Jeg genkender det - næsten alt for godt...
Og først vil jeg da sige tillykke, at du har fundet ud af og selv kan se dit mønster!!! Det er en stor hjælp - for det er trods alt endnu svære at gøre noget ved "noget", som man ikke ved hvad er.
Jeg har haft det sådan, at hvis jeg af en eller anden grund blev i tvivl om mine veninders intention/om de ville mig, så trak jeg mig med det samme - siden teeange-årene og nok også før. Og det resulterede jo i, at de trak sig og så "røg" det venskab. Selv den dag i dag har ikke mange kammerater men få venner/- inder, idag er det så et valg jeg har truffet, men før hen er det formentlig fordi jeg selv ubevidst har stoppet begyndende venskaber.
Det jeg startede på, da jeg fik på efterskole, er egentlig enkelt og ... svært. Når jeg kan mærke, at nu begynder jeg at trække mig fordi jeg bliver usikker på en anden, tager jeg op til overvejelse om relationen er en jeg vil beholde eller ej og hvis det er det (hvilket det vel egentlig oftest er ) tager jeg en dyb indånding og siger det til personen. Siger, at jeg kan mærke selv at jeg begynder at trække mig fordi ...fx. jeg bliver i tvivl om du vil mig. Jeg kan kun oplevet at få klarhed om, personen vil mig eller ej og langt de fleste gange kommer der et svar med en begrundelse for de evt. har været fraværende i forhold til en. Og for mig har det også den positive effekt, at jeg ikke føler mig tvunget til stå alene med ansvaret for vores realation - at nu er vi to og den ande nved hvor jeg "er" henne.
Det er staig svært for mig, fordi jeg føler mig så sårbar i situationen ... og usikker. Alligevel er det stadig det jeg gør, for det virker for mig. Og har valgt at se på det sådan, at det øjebliks ubehag i forhold til en (evt) god relation - det prisen værd :)
:) Vicki
Hej
Kan kun nikke genkendene til dit følelses register, og hvordan det er at komme helt derud, hvor man ikke kan bunde mere.
Min psykoterapeut sagde på et tidspunkt noget rigtig vigtigt for mig, noget som jeg stadig holder meget fast i. Man lever i det mønster, man har oplevet og levet i i sin barndom. Men mønstre kan brydes, men det er en lang og sej kamp.
Jeg er barn af en voldsom alkoholiseret far, som valgte at hænge sig selv da jeg var 12 år gammel. I de første tolv år ignorede jeg alt detder var sket. Den dag i dag kan jeg se, at jeg trak mig langsomt ind i mig selv. Min folkeskole og handelsskole tid, mindes jeg ikke for noget særlig godt var meget ensom og følte mig udenfor. Har meget få nære veninder, da det at lukke folk ind i mit liv er meget skræmmende for mig.
Fik en depression for tre år siden som knækkede mig totalt, en kæreste der kørte mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde og egentlig bare ønskede at komme væk fra alting. Selvmordstankerne blev en stor del af min hverdag, men havde heldigvis en vigtig del af min familie som trak mig op. Følelsen af at hjerne sige en ting og kroppen en anden er utrolig skræmmende.
Det er så svært at komme dertil hvor du er nu med erkendelsen af sit mønster og sine problemer. Er så sejt gjort, men igen som du skriver hvordan kommer man videre man ønsker indimellem at der ville være en facit liste, men desværre er det meget individuelt. Mit mønster blev brudt og mit liv vendte først da jeg mødte min nuværende kæreste, ønskede ikke et forhol, men han kom langsomt ind under huden på mig. For første gang i tre år har jeg været i stand til bl.a at smide min lykkepiller. Ingen tvivl om, livet forsat vil byde på mange op og nedture og jeg ved og er stadig bevist om, at jeg lang tid fremover stadig i perioder vil have behov for kontakt med min terapeut.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og føler virkelig med dig. Men synes det er utrolig sejt at du er kommet så langt og har kæmpet dig igennem frygten.
Knus herfra