Du er her

ked af det hed. HVORFOR ? ?

8 indlæg / 0 nye
Seneste indlæg
ked af det hed. HVORFOR ? ?
Eline
Kvinde
29 år

Hej alle,

Jeg har det sidste lange stykke tid haft en generel ked-af-det hed, som jeg ikke kan komme af med. Det er som om dagene bare skal gå hurtigst muligt, jeg kan slet ikke finde glæde eller mening i mit liv.

Jeg står op og går på arbejde hver dag. Der er jeg på dupperne konstant, og gør at hvad jeg kan for at gøre det godt. Men når jeg kommer hjem om eftermiddagen er jeg trist. Jeg sidder bare i sofaen og har lyst til at græde. Føler mig ensom, anderledes og i det hele taget som en person som ikke er ret meget værd. Førhen prøvede jeg at ændre på mine tanker. Jeg tvang mig selv til at være lidt social (selvom jeg altid er dårlig tilpas i selvskab med andre), men det er som om jeg ikke orker at tage de kampe mere. Jeg er så småt ved at give op. Og er begyndt at få tanker som; hvorfor prøve at leve op til forventninger, fx gå på arbejde, have styr på sine ting, sit hjem, virke glad osv. Hvad ville der ske hvis jeg rev stikket ud og bare blev under dynen.

Er der nogen der kender til det? Og hvorfor har man det på den måde?

Hilsen Eline

 

 

Hvorfor har man det sådan?
Tine
Kvinde
24 år

Mærkeligt som det lyder, blev jeg næsten glad af at læse dit indlæg - men kun fordi det er rart, at vide man ikke er den eneste der har det på den måde. Jeg føler mig konstant anerledes fra andre mennesker og er utrolig meget i mit hoved. Jeg analysere konstant hvad der foregår, hvad folk siger og gør men mest af alt hvad jeg selv siger og gør og har en bestemt forventning til deres reaktion. Hvis folk ikke giver mig den reaktion som jeg havde påtænkt, kan jeg meget let blive ked af det og føle mig forkert. Jeg havde selv en lang periode hvor jeg ganske enkelt ikke kunne tage mig sammen til noget som helst og trak tit "stikket ud" så ingen kunne få kontakt til mig. Dette er hvad jeg beskriver som, at være nede i et hul. Dog, er jeg blevet bedre til, at snakke med mine venner når jeg får disse perioder istedet for bare at lukke ned. Jeg føler, at jeg konstant render rundt med en kæmpe sorg - men jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre med den. Hvorfor tingene er på den måde, kan jeg desværre ikke svare dig på - det er selv noget jeg dagligt kæmper med at finde ud af. Jeg kan kun sige, at det bliver bedre - især ved at gå i terapi og snakke med dine nærmeste om hvordan du har det. 

Håber du kan bruge lidt af det jeg har skrevet.

Jeg ønsker dig alt godt.

Hej
Eline
Kvinde
29 år

Hej

Tak for din tilbagemelding. Det er altid rart at få lidt respons og ikke mindst erfare, at jeg ikke er den eneste der har det på denne måde. 

Jeg kan genkende de ting du skriver, og det er fustrerende ikke at kunne ændre det, eller vide hvorfor man har det på den måde.

Det er godt at høre, at du har erfaring med at det kan blive bedre. Jeg har nemlig ofte lyst til helt at opgive håbet, synes ikke tingene ændre sig for mig.

Ønsker også alt godt for dig :-)

Eline

Hej Eline!
Vicki
Kvinde
30 år

Du er ikke den eneste, som har det sådan!!

Jeg kæmper også med den ked-af-det-hed - nogle perioder mere end andre - og den tager bare så meeget energi.

Jeg blev for nogle år siden introduceret til den tanke (teori), at man kan sørge over det liv, de forældre, som man aldrig har haft. Der gik et godt stykke tid, før at det begyndte at give mening for mig. Idag kan jeg godt se, at en del af min ked-af-det-hed stammer fra mine knuste barndomsdrømme - håbet om være god nok, være værdig til at blive elsket, et eller andet sted at blive elsket ubetinget af mine forældre. (de drak begge to).Og hvilket jeg aldrig blev... Jeg prøvede at  gøre mig fortjent til deres kærlighed ved fx være god i skolen, ikke være til besvær, være mine forældres vogter - især når de var fulde eller der lå et skænderi i luften- mægle mellem dem... Men jeg fik ikke noget kærlighed alligevel på den konto :/

Selv idag søger jeg den ubetingede kærlighed i håb om, at jeg så vil få retten til mit liv, at jeg er god nok. Også selvom jeg godt er klar over, at jeg ikke kan få den fra andre men er nødt til at finde den i mig selv - kærlighed til mig. Og for fanden hvor er det bare ikke lige til!!

En ting som jeg fornylig fandt ud af er, at det for mig ikke er okay at være ked af det, fordi jeg er det. Det skal være en bestemt grund og den skal være holdbar/gyldig. Selv det at græde kommer til at have en funktion "Nu skal jeg tage en tudetur, for så har jeg det bedre bagefter". Det bare at være ked af det og holde det ud OG accepterer det og finde det okay - det er noget jeg skal til at lære!

Jeg kan sagtens følge din tanke med at opgive! Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er blevet stædig- Jeg NÆGTER at give op nu. De sidste 20 år har jeg kæmpet med selvomordstanker og ønsket om bare at få lov til at dø, on and off (desværre nok mere on end off), dog uden nogle reelle forsøg - jeg har holdt ud i 20 år så kan jeg vel holde ud lidt endnu. Håber jeg;) Dermed ikke sagt at tanken om at opgive, trække stikket ud og kaste håndklædet i ringen ikke er der, for det er den stadig - især når jeg er i mine følelsers magt.

Eline - jeg håber det her giver lidt mening for dig! Mit råd vil være at finde nogle at snakke med, evt. en professionel og samle modet til at turde se på de svigt og følelser, som din krop stadig bærer rundt på fra du var lille pige. Det gør ondt at turde se på det - men det bliver bedre :)

Et stort Kram

Vicki

 

Hej!
Sandra
Kvinde
30 år

Hej!

Jeg hører også til den kategori der må erkende at jeg bliver lidt lettet over at læse denne tråd.

Jeg oplever ofte den ked-af-det-hed som Eline beskriver - et tungt sort hul, som for mig på en og samme tid er et hul jeg har lyst til at kæmpe mig op af og egentlig også bare blive i det - trække stikket ud, holde op med at eksistere. Jeg kan aldrig rigtigt sætte ord på hvorfor jeg er trist, til stor gene og sorg for min kæreste, han bliver ofte bange for at han har gjort noget galt og jeg så ikke bare vil fortælle ham det.

Følelsen af at være anderledes og ikke høre til kender jeg også. Ofte når jeg er ude, enten i sociale sammenhæng eller bare med den offentlige transport kan jeg få en næsten altoverskyggende følelse af at være malplaceret.

Desværre kan jeg også genkende tankerne om selvmord, eller snarere et ønske om bare at falde død om en dag. Jeg føler mig virkelig så forkert når jeg har de tanker, for det må man jo ikke ønske, men tanken om at forsvinde fra denne verden virker så rar! På den anden side har jeg heller ikke lyst til at opgive kampen, for jeg vil egentlig så gerne opleve livet på godt og ondt. Det er så forvirrende og mikset op indeni - et kaos af følelser og kampe.

Det der ofte kan få mig igennem de hårde tider og de grimme følelser er at jeg virkelig prøver at tro på det liv som jeg drømmer om at nå frem til hen af vejen. Et liv hvor jeg ikke bekymrer mig så meget, ikke er bange for fremtiden, ikke påtager mig så forbandet meget ansvar, bliver bedre til at acceptere mig selv i stedet for at søge den hos andre, og egentlig bare leve.

Jeg går og venter på en plads hos Tuba og håber bare at der snart kommer en plads til mig, så jeg forhåbentlig kan få en kyndig hjælp til at opnå det liv jeg ønsker.

Jeg sender jer en masse tanker og nej, der er vist ingen af os der er alene med de ting/følelser vi tumler med.

Alt det bedste

Sandra

Kære Vicki
Eline

Kære Vicki

Tak for din tilbagemelding.

Jeg synes dine ord giver rigtig god mening for mig. Jeg leder helt sikkert efter bekræftigelse fra andre for at føle at jeg er god nok. Jeg er en pleaser, der konstant sørger for at alle har det godt, og for at der ikke opstår konfliker de steder hvor jeg færdes. Du har med garanti ret i, at vi aldrig får den bekræftigelse som vi søger, før vi finder den i os selv. Desuden er vores verden sådan bygget op, at det er de færreste mennesker der konstant går rundt og roser hinanden.

Måske du har ret i, at jeg bør se tilbage på de svigt og følelser som jeg har haft som barn. Hvordan har du gjort? Har du snakket tiden som barn igennem eller hvad ville være en god vej frem?

Tusind tak fordi du har taget tid til at skrive til mig. Det betyder meget.

Bedste hilsner 

Eline

Hej Eline!
Vicki
30 år

Du har ret i, at vi ikke er gode nok til at rose hinanden generelt. Dog er det ikke altid, at jeg formår at tage ros til mig - jeg er blevet meget bedre end for 10-15 år siden, men det er langt fra altid jeg kan tage imod. Det er især når jeg ikke har det godt psykisk, at det er sværest og det er jo der jeg har mest brug for den;) Jeg tør ikke tro på at folk kan mene noget positivt om mig og jeg har desværre en tedens til mentalt at tilføje et men ... og så en eller anden kritik af mig selv - som et mærkeligt forsvar måske...

Da du spurgte, hvad jeg har jeg gjort med fortidens sår stod min hjerne helt stille, blev helt blank... Men jeg ved jo godt, hvad der har hjulpet og stadig hjælper mig på vej, og det er terapi.

For mig har/er gruppeterapi været en uvurdelig hjælp, så det kan klart anbefales!! Selvfølgelig er det hårdt at dele det der gør ondt, er skamfuldt eller pinligt tilgengæld giver det mig så meget! Jeg er kommet i kontakt med mange ting, set nogle adfærdsmønster som jeg ikke var klar over og frem for alt, jeg føler mig ikke som den eneste i hele verden - ved at dele og høre hvad de andre i gruppen deler.

I min terapi har jeg ofte taget udgangspunkt i noget der er svært lige nu eller en følelse fx. ked af det hed og så med terapeutens (og gruppens) hjælp undersøgt hvad der lægger bag, hvilke mønstre eller oplevelser fra fortiden, der spøger i min nutid.

Da jeg for 8 år siden erkendte for første gang, at jeg er barn af alkoholikere, hjalp det mig meget så læse mig til viden om de generelle konsekvenser af sådan en barndom. Og jeg bruger stadig den viden /genopfrisker, når jeg føler jeg løber panden mod en mur. Personligt er jeg facineret af Alex Kastrup Nielsens bog "Tabu - ud af alkologfamiliens tavshed".

Og så har TUBAs afdelinger også drop-in møder, som også er undervisning og cafeaftener.

Håber mine tanker kan bruges! Ellers må du spørge igen ;)

Kh Vicki

 

ked af det og hvorfor
henriette
38 år

hej jeg vil sige at det noget der kommer i peroder, som barn kunne jeg gå og være sur og ked af det uden at vide hvorfor, men tror det har noget med at jeg ikke hang sammen med nogen og blev holdt uden for, men har det også i dag nogen dage kan jeg være helt nede i kuldkælderene og så kan der gå uger før jeg er oppe igen og på mit arbejd kan de også se det for så får jeg ikke lavet rar meget, og det har jeg det såset heller ikke rat godt med og så har det kørt de sidste 5 år og det væreste ved det er at man ikke kan sige det er derfor man er nede under braderne det ville være næmt vis man kunne sige det er der for