Er familieterapi en god idé?

Kære du

Jeg kan godt forstå, at du har brug for at dele, det du står i, med nogen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at give dig et svar, der kan hjælpe dig på vej.

Først får jeg lige lyst til at sige godt gået til dig, at du har været ædru i 7 år nu. Jeg forestiller mig, at du har været på en længere og svær rejse, for at kunne stå der hvor du står i dag.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du er et sted lige nu, hvor du mærker behov for at sætte grænser og at passe på dig selv. Er det mon rigtigt forstået?

Som jeg læser det, beskriver du den ambivalens, som mange unge her i TUBA vil kunne genkende. På den ene side, at have taget nogle skridt i en retning af at sætte sig selv først, hvilket kan betyde, at man siger fra overfor for sin familie, sætter grænser og bryder med gamle mønstre. Og samtidig ligger der et dybt og gammelt ønske om at holde sammen på familien. Og hvordan navigerer man så i det? Det tror jeg ikke man finder et endegyldigt svar på, men det vil være noget der kan fylde på forskellig vis i forskellige faser gennem livet. Er det noget du genkender?

Du stiller to spørgsmål i dit brev. Det første er, om det er normalt, at kærligheden til din far er forsvundet og at han nu blot bærer titlen far. Og dit andet spørgsmål handler om hvorvidt familieterapi med ”gerningsmanden” er en god ide.

Jeg vil lægge ud med nogle perspektiver på dit første spørgsmål. Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du ”fik nok af min far vredes udbrud”.  Når jeg læser det, får det mig til at tænke, at du har mærket noget vigtigt der, en grænse der blev overskredet og det reagerede du på kropsligt, følelsesmæssigt og med den beslutning om, at tage afstand til dine forældre. Når du skriver, at du fik nok, kommer jeg til at tænke, at din far vredesudbrud, er noget du har en erfaring med og dine grænser er blevet overskredet mange gange før. Er det mon rigtigt?

Mange unge i TUBA kender det med at skulle ”gå på æggeskaller” derhjemme for ikke at komme til at antænde et vredesudbrud. Børn, der vokser op med en forælder med et misbrug, bliver rigtig gode til at have ”antennerne ude” for på den måde at kunne aflæse og tilpasse sig forælderens humør. Det kan komme til at betyde, at man bliver rigtig god til at aflæse stemninger, men at man ikke har så mange erfaringer med at mærke sine egne behov, ønsker og grænser. Er der mon noget af det, du genkender?

Så når du skriver, at du har sagt fra overfor din far og afbrudt kontakten, så får det mig til at tænke, at du har gjort noget, der var vigtigt for dig. Og det får jeg stor respekt for. Det lyder som noget der var vigtigt lige der. Jeg kender kun den lille bid af din historie, som du beskriver i brevet og kender derfor ikke til det du og din far har været igennem, men jeg synes det er et meget stærkt billede, når du beskriver, at det var som om ”den konstante uro i min krop forsvandt og min kærlighed til at forsvandt”. Så når du spørger om det er normalt, tror jeg, at jeg vil sige, at din krop har passet på dig og har hjulpet dig til at trække en nødvendig grænse. Og det tror jeg at mange andre vil kunne genkende. Giver det mening, når jeg skriver sådan?

Og så til det andet og måske dit vigtigste spørgsmål? Er det en god ide at deltage i familieterapi med ”gerningsmanden”? Jeg tror at familieterapi kan være godt og vigtigt for familier, hvor de enkelte parter oplever et behov, en tryghed i det og en motivation for at deltage i terapien. Giver det mening? Jeg vil gerne komme med lidt flere tanker og spørgsmål, som måske kan hjælpe dig på vej til din beslutning.

I dit brev skriver du, at det er som om din krop er ved at eksplodere både af raseri og frygt og at du har en følelse af at du absolut ikke skal sidde i rum med dine forældre igen. Når jeg læser det, tænker jeg, at du ret tydeligt fortæller, at familieterapien ikke er dit behov og at det ikke er noget der vil være trygt for dig.  Du skriver også at du har en følelse af at du ødelægger familien igen. Det lyder som en tung byrde at bære. Nu kender jeg ikke din historie er her, men jeg kommer til at tænke på, om det er den historik, der får dig til at føle et ansvar for at deltage i familieterapien og gør dig i tvivl?

Du fortæller at du ikke har haft kontakt med dine forældre i de sidste 5 måneder.  Vores erfaring i TUBA er, at et brud i kontakten behøver ikke at være for altid, der kan være forskellige behov for kontakt eller ikke-kontakt gennem livet. Mange unge i TUBA kender det at afbryde kontakten til en forælder. Og det kan være mange gode grunde til, fx at det betyder mindre uro og stress i kroppen. For nogle kan det være en god ide ikke at være ultimativ, men at give sig selv lov til at have kontakt i det omfang, man har lyst til det. Det kan være man får lyst til at have kontakt med forælderen på et senere tidspunkt ifm. en begivenhed eller andet. Det er forskelligt hvad der fungerer bedst for den enkelte. Jeg tænker, at du skal have fundet ud af hvad der er bedst for dig lige nu ift. holde fokus på dig selv og din trivsel.

Uanset hvad du vælger, er det et okay. Der er ikke noget, der er universelt rigtigt eller forkert her. Det vigtigste er, at du træffer det valg, der føles rigtigt for dig. Et rigtigt valg kan godt være et svært valg og indeholde smerte. Ofte skal man forsøge sig frem og træde lidt frem og tilbage, før man finder sit ståsted. Måske er du i gang med sådan en proces. Det vigtige at pejle efter er, at du har det godt og kan have fokus på dit eget liv.

Mange unge har gavn af at have en at tale med i en sådan proces. Måske kunne det også være noget for dig? Jeg ved ikke om du har mulighed for at gå i TUBA, der hvor du bor, men du er meget velkommen til at henvende dig i den TUBA-afdeling, som er nærmest dig og undersøge mulighederne.

Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive igen, eller til at logge på chatrådgivningen, hvis du har lyst til at tale lidt mere med en rådgiver om din situation.

De bedste hilsner

Jane, TUBAs brevkasse

‍