Mange forestiller sig, at terapi er tungt, akavet eller noget, man først søger, når man har det rigtig skidt. Sådan behøver det ikke at være. Vores fokus er at give dig den støtte og de værktøjer, du har brug for, til at skabe lige præcis det liv, du drømmer om.
I TUBA taler vi med dig om det, der fylder. Vores fornemmeste opgave er at støtte dig i at leve et liv, der føles lidt lettere - og mere som dit eget.
Nogle oplever, at de begynder at reagere anderledes i deres relationer og ikke længere tager ansvar for alt og alle. Andre fortæller, at de tør sige fra, når noget bliver for meget. Eller at de for første gang har fået en følelse af, at det er okay bare at være dem selv.
Det er ikke altid en lige vej. Men det virker. Ikke fordi alle problemer bliver løst – men fordi du langsomt bliver bedre til at forstå og passe på dig selv.
I et individuelt forløb i TUBA arbejder du sammen med en psykolog eller psykoterapeut med de temaer, du har brug for hjælp til.
Sammen med terapeuten aftaler du, hvor ofte I skal ses. I starten er det almindeligt, at I mødes en gang i ugen eller hver anden uge. I fællesskab vurderer I også, hvor langt dit forløb skal være.
En forskel for dig
Det er dig, der bestemmer indholdet eller temaerne for samtalen. For det er nemlig dig, der ved, hvad der er svært for dig. Sammen med din terapeut sætter du nogle mål for, hvad du gerne vil opnå. Mål for forløbet kan fx være:
Alle terapeuter i TUBA har en helt særlig viden om, hvordan det kan påvirke en, når man er vokset op med en forælder (eller en nær relation) med et misbrugsproblem.
Vi taler om det, der er vigtigt for dig
I TUBA taler vi ikke kun om opvækst og misbrug. Terapiforløbet hos os handler om hele dig - og hvordan du kan få det bedre i det hel taget. Derfor er alle temaer velkomne, selvom de ikke umiddelbart virker til at have meget med din forælders misbrugsproblem at gøre.
Vi taler tit om:
I TUBA er der altid plads til hele dig.
Det er meget almindeligt, at man i starten af et terapiforløb kan få det mærkeligt, og måske endda lidt dårligere. For mange er det overvældende at begynde at tale om ting, man aldrig før har talt om - eller at forstå det, der skete på en ny måde. Selvom det kan være ubehageligt, kan det være guld for din terapi og udvikling.
Det vigtigste for os og dig er, at du føler dig tryg og tilpas sammen med din terapeut. Derfor spørger vi dig jævnligt om feedback på forløbet. Det er også altid muligt at skifte terapeut undervejs.
I et gruppeforløb i TUBA vil du møde otte andre på din egen alder sammen med to terapeuter fra TUBA. Gruppen mødes hver anden uge - og varer 2,5 til 3 timer hver gang.
Det virker måske skræmmende, men når vi deler tanker, følelser og oplevelser med andre, der kan genkende det, vi selv har oplevet, er det ofte forløsende. Det er nemlig det modsatte af det, som mange har erfaret i opvæksten - ikke at blive set, lyttet til eller forstået. Her er problemer og alt det svære ofte blevet gemt væk eller fejet ind under gulvtæppet.
I TUBA griber vi dig, når det bliver svært.
Ligesom i individuel terapi hjælper vi dig med at finde et mål for dit forløb. Det kan fx være, at du ønsker at blive bedre til at håndtere svære følelser, at mærke behov og sætte grænser. Alle mål er individuelle for gruppens medlemmer, men vi arbejder med dem sammen.
Til gruppeterapi taler vi også om andre temaer, der måske ikke altid drejer sig om misbrug. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os at tale om alt det, der er dig. Det kan fx være parforhold og nære relationer, grænser, drømme og ambitioner for fremtiden, udfordringer i skole, på studie eller job.
Vi begynder som regel med en runde, hvor hver enkelt fortæller lidt om, hvordan han eller hun har det, og hvad der er sket af vigtige ting siden sidst.
Efter runden går vi i dybden med et tema eller en af de situationer, der er kommet op undervejs. Det kan være noget, som er særligt svært eller aktuelt for flere - eller kun for dig. Måske er der sket en udvikling i det at have en forælder med misbrugsproblemer. Måske har en det bare særlig svært for tiden. Det kan også være, at der viser sig et fælles tema eller problemfelt, som gruppen arbejder tematisk med. Op mod jul bliver det eksempelvis ofte et fælles tema, hvordan man kommer igennem højtiden.
Med meget få ord forstod vi hinanden. Sebastian, 22 år
I gruppen vil du møde andre, der slås med nogle af de samme ting som dig - og som kan give idéer til, hvordan du selv kan tackle noget af det, der er svært.
Det kan være, at en anden sætter ord på noget, du selv har mærket længe, men ikke kunne finde sproget for. Ofte er det mest forandrende dét, som gruppemedlemmerne siger til hinanden.
Gruppen er også et sted, hvor du kan øve sig på det, der giver dig udfordringer i hverdagen. For eksempel at sige fra, at være i konflikt eller at tale åbent og mere frit. Når du har øvet dig i gruppen, bliver det ofte lettere i andre situationer.
Du og de andre i gruppe har selvfølgelig tavshedspligt. Det betyder, at vi ikke taler med andre om det, der bliver vendt i gruppen.
I TUBA har du mulighed for at få terapi online - både individuel og gruppeforløb. Forløbene minder meget om den fysiske terapi i TUBA. Det er de samme terapeuter, der varetager den – og her har du også mulighed for at møde andre unge, der er i en situation, der ligner din.
Der kan være flere årsager til at vælge online terapi. Det kan være, at du bor geografisk langt fra en TUBA-afdeling, at du er på efterskole eller højskole – eller at det føltes mere trygt for dig at sidde i vante omgivelser. Uanset årsag er du velkommen.
Individuel terapi online er for dig, hvis:
Gruppeterapi online er for dig, hvis:
Onlineterapi foregår næsten ligesom almindelig terapi. Når du har tilmeldt dig, ”mødes” vi allerførste gang til en telefonisk samtale. Her vil du blive ringet op af en terapeut i TUBA, der vil fortælle dig lidt mere om, hvad et terapiforløb i TUBA indebærer, og hvad du kan forvente.
Herefter vil du blive bedt om at udfylde en digital samtykkeerklæring samt et spørgeskema, som også er standard praksis i vores andre tilbud. Samtykke er for at sikre dine oplysninger, mens spørgeskemaet hjælper os til at lære dig lidt bedre at kende.
Herefter inviteres du til en forsamtale. Til forsamtalen gennemgår vi nogle af spørgsmålene fra spørgeskemaet, så vi sammen kan finde ud af, hvad du har brug for hjælp til. Til sidst afklarer vi sammen, om individuel-eller gruppeterapi vil være bedst for dig – samt et tidspunkt for, hvornår du skal begynde. Der kan være lidt ventetid.
Når tiden nærmer sig for opstart, vil du blive kontaktet af din terapeut.
I online terapi kan du, ligesom i almindelig terapi, lære dig selv bedre at kende. Rummet er dit, og du kan tale om lige præcis det, der fylder hos dig. Også hvis du vælger et gruppeforløb.
Dine mål for forløbet er individuelle, uanset om du går i gruppe eller eneterapi.
Vi begynder ofte med en 'komme-til-stede-øvelse', så vi lige lander i rummet sammen. Herefter taler vi om det, I/du er optaget af.
Terapi i TUBA er en generel hjælp til at få det bedre. Derfor taler vi også om temaer, der ikke umiddelbart har nogen forbindelse til opvæksten. Det kan fx være parforhold og kærester, udfordringer i skolen, på studie eller job.
En onlinesession varer omkring 60 minutter. Til hver session modtager du et Teams-link til det møde, du skal deltage i. Her er det godt, hvis du har kamera på, så vi kan se hinanden. Det gør sessionen mere nærværende. Forbindelsen er selvfølgelig GDPR-sikret.
Vores regler for tavshedspligt gælder selvfølgelig også, når vi mødes online. Det betyder, at vi ikke taler med andre om det, vi taler om her.
Det er altid terapeutens opgave at sikre, at det er rart og trygt at være i gruppen – og at I arbejder frem for de mål, som I hver især har sat jer.
Hvis du er nysgerrig på online terapi, kan du udfyldekontaktformularen under fanen ’Ræk ud’, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til os på tuba@tuba.dk
Find din afdeling, og se hvordan vi kan hjælpe dig. Bliver du i tvivl om noget, kan du altid skrive til os – vi svarer, så hurtigt vi kan.
TUBA er dit sted, og det, du fortæller, bliver mellem os. Alle terapeuter, frivillige og medarbejdere har tavshedspligt.
Vores drop-in møder er både fysiske og online. Det er gratis at være med, og alle er velkomne.
I TUBA mødes vi ikke kun i terapi. For dem, som har lyst, mødes vi også i fællesskaber uden for vores lokaler. Det kan være på sommerhøjskole, i skriveskole eller i aktivitetsfællesskabet Tubanu. Du er velkommen til det hele. Hvis du helst kun vil komme til egen terapi, er det helt fint. Vi er bare glade for at se dig.