Had/kærlighed

Kære du

Tak for at række ud og skrive til os i TUBA. Også tak for at du deler så ærligt om dine tanker og blandede følelser.

Du skriver og spørger: “Mine følelser ændrer sig konstant, og det er vildt forvirrende - Er det normalt?”

Jeg vil helst undgå at vurdere og bedømme,  hvad der er normalt. Men jeg vil gerne dele mine tanker med dig. Og lidt om de udfordringer som vi ofte ser her i TUBA i mødet med unge mennesker, der er vokset op i misbrug.

For at starte med det sidste, så ser vi tit, at det at vokse op med misbrug betyder, at det kan være svært at kende egne behov og grænser, fordi barnet er vant til at orientere sig mod den, som har et misbrug. På den måde lærer barnet ikke sig selv at kende, og det kan blive en udfordring gennem livet, hvis man ikke arbejder med det. Samtidig er børn oftest meget loyale overfor deres forældre, uanset hvad der sker. Så på den måde ligner din udfordring det, som vi møder i TUBA.

Jeg tror på, at det er muligt på en og samme tid at elske og hade. Det, som kunne være interessant, er at dykke ned og undersøge, hvad det egentlig er, vi elsker og hader.

Er det mennesket? Adfærden? De følelser som opstår i os? Noget helt andet?

Måske elsker vi vores forældre, men hader deres måde at håndtere forskellige ting på?

Måske elsker vi den måde, vores forældre får os til at føle?

Eller omvendt måske hader vi den måde, vores forældre får os til at føle?

Måske er det ikke så enkelt eller ligetil?

Min oplevelse er, at vi sagtens kan elske vores forældre (og andre mennesker), samtidig med at vi ikke bryder os om den måde, som de agerer på. Eller møder os på.

Hvis deres adfærd vækker fx vrede eller sorg, er det typisk et tegn på, at vores grænser er overskredet. Nogle gange er det grænser, som vi har meldt tydeligt ud, og andre gange er det grænser, som ingen kender til. Og når et andet menneske skuffer eller sårer os, kan hadet eller sorgen let tage over.

I sådan en situation vil det være godt at sige fra. Selvom det kan være svært, fordi vi måske er bange for at såre den anden. Men siger vi ikke fra, sårer vi os selv. Det kan nogle gange være for svært at bære, og derfor vender vi det ud ad og bliver i stedet vred.

Derfor kan det være godt at undersøge, hvad der vækker sorgen, vreden eller hadet. Er det din grænse, som er blevet overtrådt eller har du overhørt din egen indre stemme?

Dette skriver jeg i en samtidig vished om, at det kan være meget svært at skelne, men lige så vigtigt også for at understrege, at der findes mennesker, som hele tiden udfordrer os og som mangler både empati og sociale kompetencer.

Jeg tror på, at der findes godhed og kærlighed i ethvert menneske - måske kræver det evnen at se ind bagved for at se det smukke i ethvert menneske.

Nogle gange kan det være gemt eller skjult, fordi livet har været hårdt og omsorgen samtidig lille eller ikke-eksisterende, men jeg tror oprigtigt på, at det er der.

Og så er der ting eller oplevelser i livet, som nogle ville finde meningsløse og umulige at tilgive. Hvor det skel er, er i min optik individuelt og vi har alle ret til at beslutte det på egne vegne.

Hvad der for én synes utilgivelig adfærd, kan for en anden synes ok. Der hjælper det, at vi giver plads til hinandens forskelligheder.

Måske gav ovenstående flere spørgsmål end svar. Måske skal du give dig selv plads til at rumme både hadet og kærligheden - og alle de andre følelser. For herved rummer du hele dig. Og det har du og verden fortjent.

Jeg håber, at mine ord skabte en bevægelse. At de satte spor. Samtidig har jeg lyst til at fortælle dig, at du er helt ok og fin som du er. Uanset hvad andre mener.

Har du lyst, er du altid velkommen til at snakke videre med mine kollegaer i vores online rådgivning. Vores sms og chat er åbent mandag - torsdag. Du er også velkommen til at skrive til brevkassen igen.

Med varme hilsner og gode tanker til dig …

KH Inger

‍