Sagen & arbejdet
/
Nyheder
/
2,5 millioner kroner sikrer TUBAs tilbud på Sjælland

2,5 millioner kroner sikrer TUBAs tilbud på Sjælland

TUBAs afdelinger på Sjælland er endnu en gang reddet med statslig finansiering. Aftalepartierne bag SSA-reserven har sikret TUBAs terapitilbud med 2,5 millioner kroner.

November 6, 2026

Børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug kan fortsat få hjælp hos TUBA på Sjælland. Partierne bag aftalen om reserven på social-, sundhed-, og arbejdsmarkedsområdet har afsat 2,5 millioner kroner til TUBAs arbejde i 2027.

“Det er en stor lettelse for os at vide, at vi nu kan fortsætte vores arbejde med at hjælpe børn og unge, som lever med konsekvenserne af forældres misbrugsproblemer. Vi er meget taknemmelig over, at aftalepartierne har lyttet til behovet og prioriteret TUBAs indsats,” siger Bente Ryberg, landsleder i TUBA.  

I TUBAs afdelinger på Sjælland er over 200 børn og unge aktuelt i terapi eller på venteliste til terapi. Det er hjælpen til dem, der netop er sikret.

Reddet på målstregen for anden gang i træk

Årsagen til den usikre økonomiske situation skyldes i første omgang, at TUBA ved seneste puljeudmøntning under Social- og Boligstyrelsen ingen midler fik til afdelingerne i Region Sjælland.

Finansieringen for 2026 blev sikret på finansloven, men midlerne slipper op ved årets udgang.

De 2,5 millioner kroner fra SSA-reserven betyder nu, at TUBA kan fortsætte arbejdet frem til næste udmøntning af behandlingspuljen.

“Det er meget positivt, at politikerne bag aftalen har fundet en løsning. Det giver os ro til at gøre vores arbejde og en stabilitet overfor de unge at vide, at tilbuddet er her. At de kan gøre deres forløb færdige, og at dem, der står på venteliste, kan komme til, når det bliver deres tur,” fortæller Bente Ryberg.

Puljen, som TUBA fik afslag på i Region Sjælland i 2025, uddeles igen i 2028. Her håber Bente Ryberg ikke at samme scenarie gentager sig.

"Jeg håber blandt andet, at det bliver muligt selv at prioritere, hvor midlerne skal anvendes, så de ikke er låst i regionerne. Det har givet os store problemer i denne omgang, som jeg håber, vi bliver fri for ved næste udmøntning."