Din alder er afgørende for, hvor hurtigt du kan få hjælp i TUBA. Er du under 25 år, når du henvender dig, kan du starte i terapi stort set med det samme. Har du derimod rundet de 25 år, kan du risikere at komme på en venteliste. En venteliste, der især kan være lang i landets større byer.
30. oktober 2024
At vi på en og samme tid har ledige pladser og lange ventelister kan virke paradoksalt. Men hvorfor er der egentlig denne forskel?
I bund og grund handler det om finansiering. TUBA er nemlig finansieret af forskellige sammensætninger af statslige puljer, kommunale aftaler, almenvelgørende fonde og private donationer.
De midler, vi får, er som regel øremærket en bestemt aldersgruppe, og der skelnes ofte mellem, om man er under eller over 25 år. De midler, vi får til at hjælpe unge under 25 år, må altså ikke bruges på at hjælpe unge over 25 år – og omvendt.
Som det ser ud nu, er behovet for hjælp til unge, der er fyldt 25 år, større, end vi har midler til at dække. Derfor opstår der ventelister. Dette er især et problem i de større byer.
For unge under 25 år er det anderledes. Vi har flere midler til at hjælpe denne aldersgruppe, og derfor har vi mange steder ledige pladser.
Er du – eller kender du nogen – under 25 år?
Så tøv ikke med at kontakte TUBA. Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl om, om TUBA er noget for dig. Vores dygtige terapeuter er klar til at tage en snak med dig, så I sammen kan finde ud af det.
I TUBA tilbyder vi både individuel og gruppeterapi. Bor du ikke i nærheden af en fysisk afdeling, eller er du af andre grunde forhindret i at deltage fysisk, kan du også komme i online terapi. Find en afdeling i nærheden af dig og kontakt os her.
Er du – eller kender du nogen – over 25 år?
Det kan føles frustrerende og uretfærdigt, at dine muligheder for hjælp afhænger af din alder og din bopæl. Og det kan vække modløshed at blive mødt af en lang venteliste, når man endelig har taget sig mod til at række ud.
Imens du venter på, at det bliver din tur, har vi en række andre tilbud, du kan benytte dig af: