Sagen & arbejdet
/
Nyheder
/
TUBAs rådgivning holder åbent hele sommeren

TUBAs rådgivning holder åbent hele sommeren

Når skole og fritidsaktiviteter holder ferie, mister mange børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug et vigtigt frirum. Derfor holder TUBAs chatrådgivning åbent hele sommeren.

June 25, 2026

I denne uge går mange skoleelever på sommerferie. Mens mange ser frem til ferie, is på stranden og tid med familien, kan den lange ferie for børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug også betyde flere dage med bekymringer for mors eller fars misbrug – og færre frirum væk fra problemerne derhjemme.

”Sommerferien kan være en svær tid for børn og unge fra familier med misbrug. Når hverdagen med skole og fritidsaktiviteter holder ferie, mister mange de steder, hvor de ellers får et pusterum fra problemerne derhjemme,” siger Bente Ryberg, landsleder i TUBA, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug.

Netop derfor holder TUBAs onlinerådgivning åbent hen over hele sommeren.

”I sommerferien kan det blive ekstra tydeligt, at ens familie ikke ligner de andres. Det kan være, der mangler overskud, måske kommer man ikke på ferie, og for mange fylder alkoholen også mere i ferien. Det kan give flere bekymringer og en større følelse af at stå alene med problemerne. Det er vigtigt, at de kan få hjælp hos os, når de har brug for det – også i sommerferien,” fortsætter Bente Ryberg.

Flere end 8.000 samtaler

I snart 30 år har TUBA hjulpet børn og unge fra familier med misbrug gennem gratis, specialiseret terapi. I 2012 udvidede organisationen med en onlinerådgivning, som siden åbningen har haft flere end 8.000 samtaler med børn, unge og voksne fra familier med misbrug. Rådgivningen foregår via chat, sms og brevkasse, og emnerne spænder bredt.

”Mange skriver til os, når noget pludselig bliver svært. Det kan være en konflikt derhjemme, bekymringer for en forælder eller en sommerferie, der ikke blev, som man havde håbet. Det kan også være, man har svært ved at koncentrere sig om sine eksamener, har problemer i sit eget parforhold, eller at man har svært ved at forstå og håndtere sine følelser,” fortæller Bente Ryberg, landsleder i TUBA.

TUBAs chatrådgivning varetages af 25 frivillige rådgivere i Aarhus og København. Rådgivningen er gratis og anonym, og en samtale kan vare op til en time.

TUBAs rådgivning har åbent hver mandag til torsdag fra klokken 18 til 21 og søndag fra klokken 12 til 23. De samme åbningstider gælder hele sommerferien.

Kontakt TUBAs onlinerådgivning her.