Jeg ville allerhelst væk hjemmefra

Jeg har altid godt kunne se, at min familie ikke lignede andres. Eller at jeg var ligesom andre børn på min alder. Det blev tydeligt for mig, når jeg hørte dem fortælle om deres familie, oplevelser fra ferier eller jul. Jeg kunne slet ikke genkende det.  

I mit barndomshjem var der kaos. Min mor drak hver dag. Hun havde forskellige kærester. Og det var primært min storesøster, der stod for maden. Med at få et eller andet ud af det, vi nu havde i køleskabet.

Vores madpakker var ofte med muggent brød. Jeg fik generelt bare rigtig ulækker mad, fordi vi ikke havde andet. Og det var ikke fordi, der ikke var penge. De blev bare ikke prioriteret på mad. I skolen smed jeg tit madpakken ud.  

Gentagne underretninger

Store dele af mine barndoms- og ungdomsår blev der lavet underretninger på mig. De første begynder i skolealderen. Jeg har fået aktindsigt og har læst alt, hvad der er skrevet. Der står for eksempel, at jeg kommer i skole i beskidt tøj, at jeg er usoigneret og er et meget indelukket barn.

Jeg husker det godt. Også hvordan jeg forsøgte at undgå at lugte. Der var bare aldrig andet tøj at tage på end det i vasketøjskurven.

Da jeg er 13 år gammel, fortæller jeg selv min lærer, at jeg ikke har det godt derhjemme. Jeg fortæller også, at min mor tit er fuld. Min lærer ved det godt, siger hun. For hun har også lavet underretninger på min storesøster, da hun havde hende.

Alligevel sker der ikke noget.

Det er her, jeg første gang hører om TUBA. Men jeg siger nej tak. Jeg har svært ved at se, hvordan det skal hjælpe mig, når jeg bliver sendt direkte hjem til kaos hos min mor igen. Jeg vil allerhelst væk hjemmefra.

Ingen har grebet mig på den måde før

Jeg kommer på efterskole, og da jeg stopper der, ved jeg ikke, hvad jeg skal give mig til. Så jeg starter på en produktionsskole på en grafisk linje. Jeg har det meget dårligt, og det er tydeligt. For en af mine nye lærere tager fat i mig.  

Hun siger, at hvis jeg har brug for hjælp, så skal jeg vide, at jeg altid kan komme til hende.  

Hun får det sagt på en meget omsorgsfulde måde. Ingen har grebet mig på den måde før. Hun laver underretning på underretning, og til sidst lykkes det. Efter to måneder bliver jeg fjernet fra hjemmet.  

Og selvom det ikke er det fedeste at bo på ungdomshybel, et bosted for unge, der har det svært, så er det alligevel bedre end at være hjemme med min mor.

Svært at finde hoved og hale i det, jeg har været udsat for

Jeg starter i TUBA kort efter. På det tidspunkt giver det bedre mening for mig. Jeg opdager, at jeg har fortrængt mange ting for at passe på mig selv. Og jeg har generelt svært ved at finde hoved og hale i det, jeg har været udsat for.

Nogle gange bliver jeg også frustreret på min terapeut, fordi hun trykker på nogle knapper, der virkelig gør ondt. Men jeg ved også, hvor vigtigt det var, at hun gjorde det. For det hjalp mig til at få adgang til nogle følelser, der lå meget langt væk.  

Vi talte os igennem det hele. Jeg var meget vred og ked af det. Og havde svært ved at forstå, hvordan min mor hver dag valgte nogle lunkne slotsøl fremfor mig og mine søskende.

Jeg lever i dag med en PTSD-diagnose som konsekvens af min opvækst. Jeg er i en periode nu, hvor jeg ikke rigtig mærker det. Det gør særligt en stor forskel for mig at være åben omkring det. Og så bruger jeg også humor. Det hjælper.

Der er altid en god grund til, at børn er som, de er

I dag er der mere ro i mit liv. Min mor lever ikke længere, og selvom det kan være svært for andre at forstå, er det faktisk en lettelse for mig.  

Jeg har en lille søn, som jeg gør mig umage med at passe på, jeg er gift og har et arbejde. Det lå måske ikke i kortene, men jeg føler mig heldig.

Jeg har brugt mange år på at være vred, men det er jeg ikke længere. Nu vil jeg bare gerne vende det til noget positivt og bruge min historie til at gøre en forskel for andre.

For den er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at gribe ind. Og hvor svært det kan være. Men vi må ikke give op bare fordi en underretning ikke bliver hørt første gang.  

Vi skal blive bedre til at se tegnene hos børn. Og vi skal lytte til dem. Der er altid en grund til, at de er som, de er. Hvis man har en mavefornemmelse, skal man reagere på den. For børnenes skyld.