"Kan vi ikke godt flytte? Jeg kan ikke være i det mere"

Jeg havde plaget min mor om at flytte væk, blive skilt fra min far i hvad der føltes som en evighed. Jeg havde levet med hans misbrug, hans temperament og med frygten for, hvad jeg kom hjem til, hver dag. Og nu, i mine sene teenageår, kunne jeg ikke mere.

I al den tid, jeg kan huske, har min far haft et misbrug af alkohol. Jeg var altid meget utryg, når han var fuld - og det var han tit. Når jeg gik hjem fra skole, var det altid med en klump i maven og med hovedet fyldt af bekymringer.  

Hvad kommer jeg hjem til? Hvilket humør er han i? Kan jeg lugte alkohol?

Han var næsten altid hjemme, når jeg kom hjem. Jeg skulle igennem stuen, hvor han sad, for at komme op på mit værelse. Jeg var altid ekstremt opmærksom på, hvordan stemningen var, og jeg følte, at jeg skulle gøre alt for, at hans humør i hvert fald ikke blev værre. Der var en konstant angst i mig, når jeg var hjemme. Når jeg sad oppe på mit værelse, og jeg kunne høre hans skridt på trapperne, håbede jeg altid, at han ikke kom ind til mig. For han kom oftest kun ind, når han var vred, ville irettesætte mig eller svine mig til.

Som barn var jeg ekstremt indadvendt og genert, og jeg havde meget få venner. Jeg havde præstationsangst i skolen, og mit selvværd var i bund. Jeg tror helt sikkert, at frygten, angsten og uroen, jeg oplevede derhjemme, påvirkede den måde, jeg var i verden på.  

Ingen sagde noget

Min fars misbrug var en hemmelighed, alle kendte til. Sådan føltes det. Alle i familien og alle mine forældres venner vidste godt, at han drak - men det var aldrig noget, vi talte om. Der var en berøringsangst omkring det. Jeg sagde heller aldrig selv noget til det. Når han var fuld og gjorde noget, der gjorde mig ked af det, gik jeg med det selv. Jeg turde ikke sige noget. Hverken til ham eller til andre.

Første gang jeg åbnede op om min fars misbrug, var i gymnasiet. Jeg havde fået fire nye veninder, som jeg hurtigt blev ekstremt tæt med. Det var første gang, jeg havde veninder, jeg kunne dele alt med. Jeg fortalte dem om min fars misbrug og hvordan det påvirkede mig. Det var helt vildt rart endelig at dele det med nogen, som lyttede og var der for mig.

Det var også i gymnasietiden, jeg begyndte at ændre mig. Jeg blev mere udadvendt, jeg festede og drak mig fuld. Samtidig blev det mere og mere tydeligt for mig, hvor absurd det, der foregik derhjemme, var. Og så kom vreden. Den har fyldt ekstremt meget siden. Ligesom den enorme følelse af uretfærdighed.

Kontakt til TUBA

Jeg havde en enormt svær periode i gymnasiet, hvor jeg kæmpede en del med psyken. Min dansklærer, som også var en slags mentor for mig, fortalte mig om TUBA. Jeg skrev mig på venteliste og startede så i individuel terapi i Hillerød.

Det er svært at sætte ord på den forskel, forløbet har gjort. Jeg følte mig ekstremt grebet, og det var befriende endelig at være et sted, hvor jeg kunne være 100% ærlig - og hvor der var en, der vidste noget om, hvordan min fars misbrug påvirkede mig.

Vi snakkede om alle de ting, der fyldte mest hos mig. Om alt det, der var sket i relationen til min far. Om værdier, grænser og om at stå op for mig selv. Vi snakkede også om selvværd og om relationer - til min kæreste og til mine venner. Og så snakkede vi meget om, hvordan jeg skulle håndtere relationen til min far. Det har været enormt værdifuldt.

Et bedre sted i dag

Min mor endte med at flytte fra min far, da jeg gik i gymnasiet. Siden da har min kontakt til ham været begrænset - og svær. Jeg tror, jeg har opgivet, at han skal ændre sig. Og så har jeg indset, at det ikke er en relation, der gør noget godt for mig. Den gør mig bare ked af det. Jeg sagde på et tidspunkt til ham, at hvis jeg skulle have ham i mit liv, var han nødt til at søge hjælp. Hvis ikke for min skyld, så for hans egen. Men det har han endnu ikke gjort.

Det er selvfølgelig en sorg. Og selvom den dårlige samvittighed over mit fravalg af vores relation godt kan fylde i dag, er jeg generelt et bedre sted i mit liv. Jeg har det meget bedre, jeg har mål i livet og jeg har håb for fremtiden. Jeg kan bedre håndtere de svære følelser, der kan komme, og jeg er ikke længere så bange for at sige min mening. Der er sket en kæmpe forskel indeni mig. Jeg er bare et meget bedre sted nu.