Først i terapien forstod jeg, hvor meget min opvækst havde påvirket mig

I mit barndomshjem var der meget råben og skrigen. Der var en konstant ulmen, en følelse af, at alting pludselig kunne eksplodere, når som helst. Stemningen kunne vende på få minutter. Min far ville gerne styre tingene, og hvis ikke det gik hans vej, fik han nogle ekstreme vredesudbrud og overfaldt især min mor verbalt - og nogle gange også fysisk. Det var særligt slemt, når han var fuld. Jeg begyndte at gå på tæer i alle situationer, og min krop var i konstant alarmberedskab. Jeg prøvede at please så godt, jeg kunne for at undgå at skabe konflikter.

Jeg var seks år gammel, da det første gang gik op for mig, at der var noget galt i min familie. Jeg kan ikke huske, hvad der ledte op til episoden, men kun, at min far var meget fuld og endte med at slå min mor så hårdt, at hun brækkede næsen. Min mor trak mig og mine brødre med ud i bilen, og så kørte vi væk.

En ond cirkel

De efterfølgende år var vi inde og ude af krisecentre. Når vi kom hjem, gik det godt i nogle uger. Så blev det lige så stille værre og værre - alkoholen, vreden, og særligt den psykiske vold - indtil det hele eksploderede, og min mor måtte flygte med os på krisecenter igen. Det kørte bare i cirkler. Jeg havde efterhånden prøvet det så mange gange, at jeg vidste, det bare var et spørgsmål om tid, før det gik galt igen.

Jeg kan huske, at jeg skammede mig meget over, at min familie ikke var ligesom de andres. Når jeg havde været væk fra skolen i flere dage, fordi vi var på krisecenter, sagde jeg, at vi havde besøgt vores bedstefar. Når nogen spurgte, hvordan det gik, sagde jeg, at det gik fint. Jeg ville bare gerne være ligesom de andre.

Svært at være i relationer

Der var ikke plads til følelser i min barndom, så jeg lærte tidligt at lukke ned for dem. Det har været et kæmpe problem for mig i mine parforhold senere hen. Jeg har ikke kunne åbne ordentligt op, jeg har skjult hvordan jeg har haft det, og jeg har haft svært ved at sige fra og sætte grænser.

Når der var de mindste diskussioner, var hele mit system forberedt på, at det ville eskalere på samme måde, som det gjorde, da jeg var barn. På det her tidspunkt var jeg ikke bevidst om, hvordan mønstrene og dynamikkerne fra min barndom spillede ind. Jeg oplevede bare gentagende gange, at det var besværligt at være i et parforhold.

Det kan umuligt blive værre

Jeg faldt tilfældigt over TUBA i en artikel på tv2.dk. På det tidspunkt havde jeg det elendigt. Jeg havde svært ved at samle mig om at studere, det gik dårligt med min kæreste, jeg var stresset og jeg havde det svært socialt. Jeg havde prøvet psykolog og terapi, men det hjalp ikke - og jeg havde ikke råd til at blive ved. Men det her var et gratis tilbud, og jeg kan huske, jeg tænkte 'Det kan umuligt blive værre, så jeg kan lige så godt prøve'.

Nogle måneder senere startede jeg i gruppeterapi. Det var vildt at opleve, at der pludselig var andre, der fortalte om ting, jeg kunne genkende. Jeg fandt ud af, jeg ikke var den eneste, der havde det, som jeg havde det. Det var først her, jeg forstod, hvor stor en betydning det har at vokse op med en forælder med misbrugsproblemer.

En livslang proces

Det har hjulpet mig enormt meget at gå i terapi. Men jeg har også fundet ud af, at det er en livslang proces, og at nogle af de ting, jeg bærer med mig fra min barndom, ikke bare forsvinder. I dag har jeg for eksempel stadig svært ved at håndtere høje lyde og brag. Når folk skændes og råber, lukker jeg ned. Min krop går i survival mode.

Det, jeg er blevet grundprogrammeret til igennem hele min barndom, kan jeg ikke bare lave om. Men jeg kan lære at genkende og forstå signalerne, og så kan jeg bruge nogle af de redskaber, jeg har lært i terapien, til at håndtere mine følelser og reaktioner på en bedre måde. Alt det, der er svært, er blevet nemmere at være i, fordi jeg ved, at de reaktioner, jeg får, ikke er farlige - selvom det kan føles sådan. Jeg øver mig stadig, og det hele bliver langsomt bedre og bedre.

‍