Jeg var ham der med den fjollede far, der røg lidt for mange joints

Jeg var tre år gammel, da mine forældre gik fra hinanden. Min mor flyttede til Bornholm, da jeg var seks, mens min far blev boende i København. I tiden efter mine forældre gik fra hinanden, så jeg ikke min far i seks måneder på grund af hans misbrug og den konflikt det skabte mellem mine forældre. Først da min far startede i behandling blev kontakten genoptaget. I starten blev det til weekendbesøg på afvænningsstedet, og først da min far afsluttede sin behandling, begyndte jeg at se ham fast hver anden weekend.

At jeg ikke så min far så tit har i perioder forskånet mig for noget af det kaos, der omgiver en misbruger - men når jeg tænker tilbage, kan jeg alligevel se, hvilke konsekvenser det har haft for mig. Jeg husker, hvordan de penge, jeg fik af min mor til snolder på færgeturen, ofte blev brugt til aftensmad og indkøb hos min far. Hvordan vi altid kom for sent af sted til alting, selvom jeg prøvede at få os ud ad døren i god tid for at undgå pinligheden og spørgsmålene om hvorfor. Jeg faldt ind i en rolle, hvor det var mig, der blev forælder for min egen far.

Fra en joke med vennerne til en alvorlig virkelighed

Min fars stofmisbrug var aldrig en hemmelighed, eller noget der blev fortiet – ikke engang af ham selv. Måske nedtonede han fortællingen og omfanget af det, men det var egentlig noget, vi kunne tale om. I starten var det en fortælling, jeg selv delte ud af blandt mine venner – på en måde, hvor det nærmest blev lidt sjovt, fordi jeg var ham der med den fjollede far, der røg lidt for mange joints.

Men med tiden blev historien ikke særlig sjov at fortælle. Nu forstod og mærkede jeg pludselig alvoren og senfølgerne, som stille sneg sig ind på mig. Jeg blev bekymret for min fars helbred og velbefindende på en helt ny måde. Jeg var i alarmberedskab og bange for, hvad der ville ske med ham, og om han var så langt ude, at han kunne finde på at tage sit eget liv i ren afmagt. Jeg så ham gå mere og mere i hundene og havde hele tiden brug for at have styr på ham og hans tilstand. Den frygt udløste en eksistentiel angst i mig, der havde luret under overfladen i længere tid.

Tilløbet til TUBA

Første gang jeg stødte på TUBA var på Folkemødet på Bornholm i 2014. Selvom jeg blev nysgerrig på TUBAs arbejde og målgruppe, så jeg ikke mig selv som en del af den. Der skulle gå mere tid og gives et kærligt skub fra min kæreste, før jeg reelt kædede det hele sammen og rakte ud efter hjælp. Måske fordi, jeg grundlæggende bærer på tvivlsspørgsmål, som ”har min situation overhovedet været slem nok?” og ”er det gået for godt for mig?”.

Efter noget tid startede jeg i gruppeterapi. I rummet var der både en fuldkommen ro og vilde 1-1 spejlinger af hinandens fortællinger og følelser. At få det fællesskab var noget, jeg pludselig blev bevidst om, at jeg havde manglet. Her lærte jeg at tale om min opvækst på en ny og omsorgsfuld måde.

Et positivt syn på fremtiden

Det har været skelsættende for mig at gå i terapi. Jeg har fået nye perspektiver og redskaber til at kunne ændre og se anderledes på mine handlemuligheder. Jeg har lært at se på mig selv med selvkærlige øjne, og har fundet en større ro i, at min fortælling også har sin plads – og er lige så vigtig som alle andres. Når tvivlen alligevel kan finde på at melde sig, prøver jeg at minde mig selv om, at der ligger et stort arbejde bag, og at det ikke er givet, at jeg står der, hvor jeg står i dag.

Jeg øver mig stadig på at give slip på forælderrollen og ansvaret for min far, så han får plads til at tage rollen tilbage. Til trods for det, har vores forhold aldrig været bedre. Man kan nærmest sige, at vores relation er blevet kickstartet – særligt efter, at han for nyligt afsluttede endnu et behandlingsforløb og nu har været clean i tre måneder.

Jeg har det generelt rigtigt godt i dag og har de seneste år taget mange seje og vigtige skridt ind i et stabilt voksenliv. Jeg har døjet med angst, men den er endelig trådt i baggrunden. Jeg har et arbejde og en kæreste, der gør mig glad – og senest har vi lige købt vores første hjem sammen, hvilket er noget jeg er rigtig stolt af.