Dean Butt troede, han skulle redde alle - nu har han skrevet sig fri

Dean Butt havde egentlig aldrig tænkt, at han skulle være forfatter. Faktisk var han hverken sådan en, der skrev eller læste. Men da hans far dør, bliver det nødvendigt for ham at skrive.

”Jeg havde lige mistet min far, og havde egentlig brug for mere terapi, så skriften blev en måde at forlænge den samtale og det arbejde, jeg allerede var i gang med,” fortæller han.

Ordene, der ændrede alt

Dean Butt er vokset op i Valby med to forældre med misbrugsproblemer. Far tog stoffer i hjemmet, mens mors alkoholmisbrug foregik på bodegaen. Han har været på krisecenter og boet på børnehjem.

Selvom forældrenes misbrug var tydeligt, kommer det alligevel som et chok, da han som 19-årig opsøger en psykolog, som for første gang sætter ord på det, ingen tidligere har sagt højt: ”Din mor er alkoholiker.”

Fordi morens misbrug foregik i det skjulte, havde han aldrig selv brugt de ord om hende.

”Men det gav mening. Jeg følte mig dum, for hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før. I dag kan jeg se, at det var min loyalitet til min mor, der var i vejen. Jeg passede så meget på hende. Bare det at skulle sætte de ord på, føltes som at gøre hende ondt.”

Ordene skulle siges højt, før han kunne komme videre og slippe ansvaret for hende. På psykologens opfordring begynder Dean kort tid efter til gruppeterapi i TUBA i København.

Fællesnævnere i gruppeterapi

Her møder Dean andre unge, der selv er vokset op i familier med misbrugsproblemer – og som har prøvet at miste en forælder.

”Man finder hurtigt fællesnævnere i sådan en gruppe. Samtalen bevæger sig derhen, hvor man ellers ikke går. I gruppen skulle jeg ikke holde noget tilbage eller lade som om,” forklarer han.

”Jeg mærkede ret hurtigt en omsorg for gruppen, som også rettede sig fra gruppen mod mig. Når man er sammen i terapi, så har man hinanden, og jeg følte mig hurtigt ret håbefuld,” husker han.

Men samtidig var han også bange for, hvad der kunne komme op til overfladen.

”Jeg havde lige mistet min far, og jeg vidste godt, at jeg havde brug for terapi. Men jeg var også bange for, hvad der kunne komme frem. Bange for, at jeg ville miste mig selv, hvis jeg åbnede op.”

Og det var ikke uden grund, at Dean var bekymret.

For en mentaliseringsøvelse i slutningen af forløbet åbner op for barndomserindringer, som sender ham ned i dybet af traumer. Han kontakter TUBA igen og får hjælp til at håndtere det, der blev sat i gang.

Nødt til at skrive sig fri

Det har taget Dean knap fem år at skrive debutromanen ’Vi er rigtige engle’. Den udkom i marts til en markant og flot modtagelse hos anmelderne.

At skrive en bog har ikke været nogen let opgave, ifølge Dean Butt. Til Politiken fortæller han, at der var tidspunkter, hvor bogen var tæt på slet ikke at udkomme. Men den føles nødvendig, og det er den energi, den er blevet til på.

”Jeg var simpelthen nødt til at skrive det her, før jeg kunne skrive alt muligt andet. At gøre mig fri,” fortæller han.

Dean begynder at skrive, mens han går i terapi – og fortsætter på TUBAs skriveskole. Det bliver et springbræt ind i litteraturens verden.

Senere kommer han gennem nåleøjet på Forfatterskolen i København, og forstår ikke helt selv, hvor han er havnet. Men det går hurtigt op for ham.

”Alle på skolen kunne tale om teksterne, vi læste, på måder, jeg ikke kunne. Jeg gik lidt i panik. Det var hardcore i den periode.”

At læse med krop og klasse

Dean Butt hverken læste eller skrev med et stort katalog af verdenslitteratur i baghovedet. Han læste først og fremmest med kroppen og med følelser og kunne mærke sine medstuderendes tekster stramme i halsen.

”Jeg mærkede det i min krop, når de aktiverede noget. Det var sådan, jeg kunne være i teksterne. Men det var ret underligt at komme der med sin krop og sine følelser på den måde, og det krævede også, at jeg skulle trodse min flovhed ved at insistere på min måde at læse på i et rum, som fra starten var meget akademisk,” fortæller han.

Det prikkede til Deans indre imposter syndrom, men begrebet er alligevel for unuanceret, mener han.

”Faktisk synes jeg, at det har givet mig meget mere, end det har kostet. Jeg ser det ikke som noget negativt, at jeg kan føle mig fremmed i de etablerede institutioner, eller næsten altid gør det. Det er ikke noget, jeg vil af med, ” forklarer han, og beskriver det, som en følelse af at sidde lidt ude i kanten og kigge ind på den centraliserede magt.

”Den magt er jo ofte i sin natur undertrykkende. Og definerende. På måder jeg ikke ønsker at underlægge mig. At føle mig fremmed eller ude i kanten har skabt en sproglig opmærksomhed på de koder, hierarkier og magtstrukturer, vi normalt tager for givet. Det giver mig en sensibilitet, som gør det muligt at tilgå og nærme mig sproget og emner som krop, klasse og opvækst med et blik, der både er undersøgende og utilpasset. For mig er det utilpassede blik ikke bare en grundfølelse, men en bevidst litterær metode. Det utilpassede og skæve blik kan være med til at destabilisere. Det synes jeg er en ret vild ting.”

Mor blev nødt til at dø

Død fylder en del i ’Vi er rigtige engle’. Både den fysiske død – den, der ender i graven. Og den symbolske død – den, der skal til for at noget kan forandre sig.

”Når man vokser op i en familie med misbrug, er døden jo det, du skal redde dine forældre fra. Den sorg og den frygt findes hele tiden. For som barn oplever man jo konstant, at de dør i frygten for, hvad der kan ske, i deres fravær, i konflikter. Det bliver til virkelighed inde i ens hoved, for jeg følte jo reelt, at min mor døde hele tiden. For jeg blev ved og ved med at miste hende,” forklarer han.

I romanen er hovedpersonen D bekymret for sin mor. Han forestiller sig, at hun er fuld, at hun er den sidste, der går fra bodegaen, at hun får hjertestop, falder og slår sig eller bliver offer for et overgreb.

I starten er han spørgende: ”Mor? Er du fuld? Sidder du stadig på bodegaen?”

På siden efter slår han det fast: ”Mor. Du er fuld. Du sidder på bodegaen. Du er den sidste tilbage. Du skal bare låse af, når du går. Men du går aldrig.”

Konklusionen bliver: ”Mor, du er død. Du døde i går, og du dør i dag. Du var allerede død i morgen, og i morgen dør du igen.”

”Jeget i romanen er nødt til at slå moren ihjel igen og igen for at overleve hende i virkeligheden, men i den proces skete der noget magisk: Hun forsvandt ikke, men blev i stedet til rytmen i jegets krop og tekstens livskraft,” forklarer Dean Butt.

Et centralt tema – både i Deans liv og i romanen – er netop at give slip på ansvaret for sine forældre. Men det kan være svært, når man har været vant til, at man var den, der skulle redde dem.

”Løsrivelsen er en kamp, fordi man føler, at man svigter ved at gøre noget godt for sig selv, ved at tage ejerskab over sit eget liv. Men i skriften fandt jeg en måde at bære historien på, uden at den skulle bære mig.”

På godt og på ondt

Dean skriver på egne erfaringer. Det lægger han ikke skjul på, for måske er det slet ikke så vigtigt for ham at skelne mellem, hvad der er hvad. For Dean er skriften først og fremmest en undersøgelse af det virkelige liv.

”Med romanen har jeg også været interesseret i, om skriften kan hele noget. Kan den ændre noget, transformere noget,” spørger han og tænker lidt.

”Det har først og fremmest været en nødvendig proces at tage ejerskab og magten over min egen historie og krop tilbage. Som barn af en misbruger og som brun queer person, vokser man op i et felt, hvor ens virkelighed konstant bliver defineret af andre – systemet, institutionerne og de voksnes narrativer.”

Han har brugt skriften som et sted, hvor han kunne undersøge den kunst der opstår i spændingsfeltet, mellem det private og formgivning. Med sin roman insisterer han på, at de levede erfaringer har værdi, ikke kun som traume, men også som kunst.

”Og så har jeg fundet noget, som er meningsfuldt for mig. Det at skrive og læse har ægte beriget mit liv. Det giver mig ekstrem meget kvalitet i livet. At have ”fundet” det, er en stor gave,” siger Dean Butt.

”Hele processen har bekræftet mig i, at vi aldrig kan ”komme os over” vores opvækst. Vi bærer den med os som fundament. På godt og ondt,” slutter han.  

’Vi er rigtige engle’ er udkom den 6. marts 2026 på Gads Forlag.

Foto: Coco Ardal

‍