"TUBA er det første sted, hvor jeg ikke er blevet ladt alene med mine oplevelser"

Jeg er vokset op med to forældre, der begge havde et misbrug. Som barn var jeg mest hos min mor og besøgte min far i weekenden. Han havde både et misbrug af alkohol og stoffer.  

Som barn levede jeg meget i en fantasiverden og opdigtede historier for at passe ind og være som de andre. Men min far var pusher, og meget langt fra som folk er flest.  

Vi lavede altid ting sammen, som var relateret til hans misbrug. Han tog mig med på bodega. Jeg var med hos hans ven, som dyrkede hamp, og hvor han kunne ryge.  

Jeg har tit følt, at jeg ikke var i sikkerhed, når jeg var sammen med min far og var tidligt i alarmberedskab. Forberedt på det kaos, der kunne opstå når som helst.

Tapede hashplader rundt om maven

Jeg er otte år gammel, da min far taper hashpladser rundt om maven på mig. "Der er sgu ikke nogen, der mistænker et barn for at smugle," siger han stolt og tilfreds med sin plan.

I sommerhuset hvor han bor efter at være kommet ud af fængsel, kommer der misbrugere og køber stoffer af ham om natten. Jeg bliver tit vækket af råb og larm. Når han faldt i søvn i sofaen med en smøg i munden, var jeg bange for, at huset ville brænde ned.

Når han fixede på badeværelset om morgenen, ventede jeg pænt udenfor døren. Der kunne gå alt fra 10 minutter til to timer, før han kom ud.

Da jeg er er 11 år, flytter jeg med min mor på et familiebehandlingssted. Her begyndte realiteterne at gå op for mig, og jeg så ikke min far i den periode.  

I folkeskolen fik jeg nogle gode veninder, der præsenterede mig for kernefamilien med madpakker og sengetider. Her var der ikke noget stress og jag, og selvom det var fremmed for mig, så sugede jeg det til mig.

Hudløs og flashbacks

Min far dør af kræft, da jeg er 20 år gammel.  Inden han dør, konfronterer jeg ham med, hvordan jeg har oplevet min barndom. Han har svært ved at forholde sig til det, og benægter dybest set alt.

Jeg sov ikke i tre måneder, efter han døde. Her begynder jeg at få en masse flashbacks fra min barndom. Ting og situationer, jeg havde fortrængt, men som jeg først nu forstår vanvittigheden af.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og jeg har svært ved at overskue alt det, der er sket i mit liv.  

Jeg føler mig hudløs. Hvis bare en fugl fløjtede foran mig, blev jeg bange. Jeg har svært ved at se meningen med noget som helst, men finder ad omveje frem til TUBAs tilbud.

Der er ventetid, og det sender mig ud i endnu en spiral af magtesløshed. Jeg får et par akutsamtaler til og kommer i et gruppeforløb. Her sidder også en anden, der har mistet sin far, og det var en stor lettelse at møde andre, der stod med samme problemer, som jeg stod med.

Accepteret 100 procent, som jeg er

TUBA er det første sted, hvor jeg ikke er blevet ladt alene med min historie og mine oplevelser. Det er det første sted, hvor jeg er blevet accepteret 100 procent, som jeg er og med den bagage, jeg kommer med.

Jeg har fået hjælp til at rydde op i min fortid, til at forstå mig selv bedre og tage hånd om mig selv på en mere kærlig måde.  

Når min familie skuffede mig, plejede jeg at lukke ned og isolere mig. I dag vender jeg det ikke længere indad. Jeg kan sætte ord på, hvordan jeg har det. Det hjælper mig som mor, som ven og i mit arbejdsliv.

Jeg er så taknemmelig for de venskaber, som der er kommet ud af mit forløb i TUBA. I dag står jeg meget stærkere i mig selv. Jeg lever mit eget liv og arbejder på at acceptere, hvad min barndom har haft af konsekvenser. Hvis jeg ikke havde fået hjælp, tror jeg ikke, at jeg kunne leve det liv, jeg gør i dag.

‍