^{“Jeg tænkte ikke så meget over, at det var alkoholen, selvom det nok var den, der var grunden til det hele.”}

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var omkring 4 år. Jeg var hos min far hver anden weekend. Det kunne man ikke lave om på. Det skulle gå meget efter hans hoved, og hvad han gerne ville, når jeg var hos ham.  

Stemningen hos min far var meget trykket. Der var ikke så meget glæde. Det var altid bare mig og ham. Og han drak, mens jeg var der. Han var fraværende, og jeg var overladt til mig selv, så han kunne drikke i fred. Han lavede mad til mig, men jeg manglede fællesskabet og nærheden til min far. Han havde næsten altid alkohol i blodet.  

Det har bare aldrig rigtig fungeret med min far

Min mor har gjort meget for, at jeg skulle have en relation til min far. Hun blev kontaktet af kommunen på et tidspunkt. Det var efter min far havde kørt spritkørsel. De ville gerne finde ud af, hvordan samværet imellem ham og mig skulle være, men der kom intet svar fra ham, selvom han også modtog brevene.

Jeg har altid haft et håb om, at han ville skære ned eller stoppe med at drikke. Det har bare aldrig rigtig fungeret med min far.

Jeg begyndte at trække mig, da jeg er omkring 10-11 år. Der mærkede jeg tydeligere, at det ikke var rart at være der. Jeg så ham kun nogle gange i den periode. Og det var altid underligt. Til sidst så jeg ham ikke rigtig som far. Jeg havde ikke den der “nu skal jeg hjem til min far”-følelse.  

Jeg tror ikke rigtig, at jeg tænkte så meget over, at det var alkoholen, selvom det nok var den, der var grunden til det hele. Senere fik jeg svært ved at tage til fester, svært ved folk, der var fulde.

Han gør mig mere ked af det end glad

Når min far blev fuld, reagerede han forskelligt. Men der skulle aldrig så meget til at gøre ham sur. Han havde en kort lunte, og det var ofte mig, der stod med det hele, selvom jeg ikke var så gammel. Også da han blev stoppet af politiet, fordi han kørte påvirket, stod jeg alene med det. Og vi talte ikke om det.

Ligesom jeg heller ikke talte med andre om det. Efter han blev taget for spirituskørsel, forsøgte min mor at få mig til at tale med nogen. Jeg tror, det var noget kommune-et-eller-andet. Jeg havde bare følelse af, at de ikke ville lytte til mig.

Jeg brødkontakten med min far for et år siden. Han ønskede mig godt nytår. Men jeg kunne slet ikke overskue kontakten, og på det her tidspunkt i mit liv gør han mig mere ked af det end glad.

Jeg har været meget presset i en periode, haft mange søvnløse nætter og svært ved at finde ro, finde mig selv. Det endte med, at jeg blev stresset over min uddannelse. Der var bare noget, der ikke føltes godt. Så jeg begyndte at dykke længere og længere ned.  

Min læge ville give mig angstmedicin, selvom jeg sagde, at det ikke var det, jeg havde brug for. Han sagde, at jeg skulle prøve alligevel – og gav mig også en henvisning til en psykolog. Men det gav mig ingenting. Jeg har gået til psykolog før. Som ikke virkede.

Jeg endte med at blive indlagt i psykiatrien. Jeg prøvede at forklare dem, hvordan det hele hang sammen. De indlagde mig og holdt øje med, hvordan det gik. Til sidst blev de nødt til at udskrive mig, men foreslog mig at kontakte TUBA.

I TUBA begyndte jeg at se tingene på en anden måde end mig selv som problemet  

Jeg er efterhånden vant til, at psykologer spørger mig, hvordan jeg har det, om jeg er ked af det, om jeg er glad. Men i TUBA handlede det om det, jeg gerne ville tale om, og vi kunne tale mere i dybden med mine problemer.  

Jeg følte mig mødt med det samme. Her var der endelig nogen, der så mig. Nogen, der ikke ville “udskrive” mig og sende mig ud ad døren på egen hånd.

Vi talte om det positive og det negative. Det var rart ikke kun at skulle forholde sig til det negative. Det var noget, der virkelige åbnede mine øjne for mig selv og mine egne ressourcer.

Jeg begyndte at se tingene på en anden måde i stedet for at se mig selv som problemet.  Jeg har det sådan her af en grund. Det var rart at begynde at forstå. Om det så var sket i går eller for 15 år siden.

Jeg ville ønske, at jeg havde hørt om TUBA noget før, så jeg ikke skulle helt derud.

Det vigtigste jeg har fået med mig i TUBA, er troen på mig selv. Og at det er okay at have lidt dårlige dage og være til besvær. Hvis jeg er ked af det, meldte jeg mig syg tidligere, men nu har jeg lært, at det er okay. At der er plads til mig, som jeg er.