Selvom det kan være svært at acceptere sine livsvilkår, når man er vokset op i et hjem med misbrug, så kan det være et nødvendigt skridt for at få det bedre. Hør TUBAs terapeut fortælle hvorfor, og lav en øvelse der kan hjælpe dig med at acceptere dine vilkår.
Herunder kan du høre Tammi, som er psykoterapeut i TUBA, fortælle om vigtigheden af at acceptere sine livsvilkår. Under videoen finder du en øvelse, som kan hjælpe dig i sden proces.
Det kan på samme tid være enormt svært og enormt befriende at acceptere de vilkår, man kommer fra. Accept handler ikke om, at det, der er sket for dig, er i orden. Det handler om at give slip på og slutte fred med nogle ting i fortiden, så du kan bruge din energi og dine kræfter på det, der rør sig nu.
Måske fylder følelsen af uretfærdighed over det, du har oplevet, meget for dig, eller måske plages du af spørgsmål som "hvordan kunne de gøre det?" eller "hvorfor gjorde ingen noget?". Det er helt normalt at have de tanker, og det er helt normalt, at følelser af vrede, sorg, afsky, savn, eller noget helt femte kan fylde. Uanset, så skal du vide, at det hverken er forkert eller unormalt. Det er alt sammen gyldige og meningsfulde reaktioner på det, du har oplevet.
Du er værdifuld, ligesom du er, og du skal ikke "fikses" for at være okay. Men måske sidder du med et ønske om at slippe nogle af disse tanker og følelser, som kan tage meget energi og fokus. I så fald kan det være en rigtig god idé at arbejde med accept.
Formål: at arbejde med at acceptere mine livsvilkår, så jeg kan frigive energi til andre ting i livet
Baggrund: Det er helt normalt, at følelser af vrede, afsky og tanker om, hvordan alt kunne have været anderledes, fylder, når man er vokset op i et hjem med misbrug. Man kan komme til at bruge enormt meget energi på ting, man alligevel ikke kan ændre, i stedet for at bruge sin energi på alt det, man faktisk gerne vil. Her kan det være gavnligt at arbejde med at acceptere sine livsvilkår.
OBS: Du kan først arbejde med accept, når barndommen og misbruget er kommet lidt på afstand. Hvis du stadig bor hjemme eller på andre måder ikke er i 'sikkerhed', så skal du først og fremmest arbejde med det - altså, at komme i sikkerhed - før du kan overveje, om du vil arbejde med accept.
Øvelse:
Del 1 - Kom til stede
Sæt dig et sted, hvor du føler dig godt tilpas, og hvor du kan sidde uforstyrret. På en stol, i en sofa - eller læg dig i en seng. Hvad end du føler dig komfortabel med.
Sæt en timer på 5 minutter. Luk så øjnene og træk vejret langsomt og dybt. Læg mærke til, hvilke tanker og følelser, der dukker op. Ikke døm dem, og ikke gør noget ved dem. Bare observer.
Del 2 - Refleksion
Læs og reflekter herefter over følgende spørgsmål. Du kan også skrive dine tanker og refleksioner ned på et stykke papir.
Undervejs i øvelsen, så prøv at lægge mærke til og noter de følelser, der melder sig. De har brug for at blive set og taget alvorligt – ligesom du have brug for at blive set og taget alvorligt, da du var barn. Der er ikke nogen tanker eller følelser, der er forkerte. Prøv ikke at dømme dig selv eller dem. Bare observer, mærk og skriv ned.
Husk altid at være tålmodig og omsorgsfuld overfor dig selv. At acceptere sine livsvilkår er en lang og krævende - men også utrolig selvkærlig - proces.