Hør en af TUBAs terapeuter forklare, hvad afhængighed er, og hvordan det påvirker hele familien. Her finder du også en øvelse, som kan gøre dig klogere på, hvordan det har påvirket dig og din familie.
Herunder kan du høre Tammi, som er psykoterapeut i TUBA, fortælle om afhængighed og hvad det gør ved familien. Under videoen finder du en øvelse, som kan hjælpe dig med at forstå dig selv og den rolle, du har haft i din familie.
I en "almindelig" familie vil de voksne tage ansvar for sig selv og for børnene, og børnene kan trygt slappe af og fokusere på dem selv og deres egen udvikling. Men i familier med misbrugsproblemer sker der ofte en ombytning af rollerne. De voksne formår ikke altid at tage det voksne ansvar - og det ansvar, de taber, samler børnene op. For at holde sammen på familien og for at opretholde en eller anden form for normalitet, vil barnet ofte tage forskellige roller på sig. Det er ikke et bevidst valg, men en nødvendighed, en måde at tilpasse sig familiens behov på.
Ofte ser man, at søskende påtager sig forskellige roller i familien. Det ældste barn tager ofte meget ansvar, mens de yngre søskende kan reagere ved at gøre oprør eller ved at gøre sig usynlige. Rollerne er ikke firkantede, ligesom at ingen bare er én rolle. Den rolle, man tager på sig, kan også skifte over tid og i forskellige situationer. Fælles for rollerne er, at det er en måde at 'overtilpasse' sig situationen derhjemme på. På grund af misbruget, konflikterne og den generelle mistrivsel, der kan være i et hjem med misbrug, er børnene nødsaget til at gå ind i disse roller. Det kan blive så indgroet, at de til sidst nærmest ikke kender andet end deres rolle. At de mister følelsen af og forbindelsen til sit 'jeg'.
De roller, man kan påtage sig som barn i en familie med misbrug, er beskrevet flere steder. Der kan være lidt variation i beskrivelserne. Her er fem roller, som et barn i en familie med misbrug kan påtage sig:
Helten - Helten tager over på ansvaret og de praktiske opgaver i familien. Helten er pligtopfyldende og fremstår moden, pålidelig og ansvarlig. Selvom helten inderst inde mistrives, viser de det ikke. Det er ofte det ældste barn i søskendeflokken, der tager denne rolle.
Syndebukken - Denne rolle kaldes også rebellen eller den udadreagerende. Syndebukken vil ofte trække sig fra familien, og kan virke vred og opgivende på familien. Det kan også være barnet, der protesterer, konfronterer og tager kampe. Denne rolle har ofte særligt svært ved at sætte ord på sine egne følelser og situation, og kan komme til at skabe problemer isit eget liv - hvilket flytter fokus væk fra misbrugsproblemet i familien.
Det glemte barn - Denne rolle kaldes også det fortabte barn eller tilpasseren. De forsøger at undgå konflikter og konfrontationer, de passer sig selv og prøver ikke at være til besvær for nogen. De er mestre i at tilpasse sig enhver situationen.
Klovnen - Børn, der påtager sig denne rolle, vil ofte forsøge at lette stemningen i familien ved spille klovn, underholde og lave sjov. De kan også finde på at spille søde og hjælpeløse. De flytter fokus over på sig selv for at fjernefokus fra misbruget.
Omsorgsgiveren - Disse børn er ofte mere sensitive og tager sig af det følelsesmæssige i familie. De kan agere mægler, når der er konflikter, og de forsøger at få alle til at falde til ro. Omsorgsgiveren er ofte meget empatisk, har en særlig evne til at sætte sig ind i, hvordan de andre i familien har det. Og så er de gode til at flytte fokus over på alle andre end dem selv.
Her er en skriftlig øvelse, som kan hjælpe dig med at forstå dig selv og den/de roller, du har taget. Formålet med øvelsen er at skabe forståelse for gamle strategier - og dermed åbne for nye måder, du kan være dig selv på.
Find først noget, du kan skrive med og på. Vælg derefter den af de fem ovennævnte roller, der passer bedst på dig. Svar herefter skriftligt på følgende spørgsmål:
- Hvad gjorde jeg for at få opmærksomhed eller undgå konflikt, da jeg voksede op?
- Hvilke konsekvenser havde det for mig som barn, at jeg påtog den rolle?
- Hvad har rollen kostet mig?
- I hvilke situationer indtager jeg stadig den rolle i dag?
- Hvad vil jeg gerne gøre anderledes i dag?
At forstå rollerne kan både hjælpe dig til at forstå, hvorfor du gjorde som du gjorde, da du var barn, men det kan også hjælpe dig til at forstå dine mønstre i dag.
Det er vigtigt at se på dig selv og den rolle, du har taget, med kærlige øjne. Du har ikke påtaget dig en rolle af lyst, men af nød. Du har reageret helt naturligt på nogle omstændigheder, der har været usunde.