Som barn i en familie med misbrugsproblemer udvikler man en række strategier for at overleve. Men de strategier kan spænde ben, når man er voksen. Hør TUBAs terapeut fortælle mere og få en guide til, hvordan du kan forstå og arbejde med dine egne strategier.
Herunder kan du høre Mette, som er psykoterapeut i TUBA, fortælle om hvilke strategier man kan udvikle, når man vokser op i et hjem med misbrug - og hvordan de kan spænde ben, når man bliver voksen. Under videoen finder du en øvelse til, hvordan du få øje på dine egne strategier.
Hvis du er vokset op i en familie med misbrugsproblemer, har du udviklet en række strategier og adfærdsmønstre, fordi de på det tidspunkt var nødvendige. Men de strategier, som var nødvendige i barndommen, kan være uhensigtsmæssige og negative i dit voksenliv.
Mennesker er kreative, når det kommer til at overleve. Nogle finder ud af, at de kan holde uroen væk, hvis de arbejder eller træner rigtig meget. Andre, at de kan holde styr på følelserne, hvis de holder styr på deres mad – eller netop giver sig selv belønninger med mad, shopping eller noget andet, som føles skønt her og nu. Nogle har lært sig selv aldrig at blive vrede. Andre aldrig at græde eller vise sårbarhed. Uanset hvilken strategi, man har udviklet, er det i sidste ende alt sammen strategier til at mærke nogle ubehagelige følelser - uro, angst, kontroltab og skam. Men strategierne, kan have store omkostninger for dig på sigt. Træthed, lavt selvværd, nedtrykthed, imposter-følelser, mere skam, problemer i relationer eller problemer med fysisk trivsel.
Det er vigtigt at sige, at du selvfølgelig må leve dit liv, som du har lyst til. Måske træner du meget, måske shopper du tit, måske spiser du meget eller lidt. Hvis det ikke er et problem for dig og ikke giver dig problemer, skal du ikke bekymre dig om det. Men hvis du kan mærke, at noget nager dig, tager din energi, gør dig mere ensom, fordi du går og skjuler dig med en adfærd, eller hvis det faktisk skader dit helbred, din økonomi eller dine relationer, kan det være en god ide at kigge på, om du hænger fast i nogle gamle strategier, som kunne trænge til at blive revideret – og måske erstattet af nogle nye og bedre.
Formål: At blive bevidst om strategier, som ikke længere gavner mig
Baggrund: Nogle strategier kan være så indgroede og så meget en del af 'hvem man er', at det er svært overhovedet at identificerer dem - og endnu sværere at aflære dem. Der er altid gode grunde til, at man har lært sig selv at klare visse ting i livet på netop denne måde. Derfor er det vigtigt at få sig selv med i processen. Det kan man bedst ved starte med at forstå, hvad det hele drejer sig om. Både de gode grunde til at gøre, som man gør, og efterhånden også opdage, hvorfor det ville være dejligt at ændre det. Et vigtigt første skridt til at aflære sine usunde strategier, er at blive opmærksom på dem og begynde at forstå dem.
Øvelse: Find noget at skrive med og på. Det kan være en note på din telefon, så du altid har den med dig, og altid kan tilføje mere.
Tænk på noget, du gør, og som du har en fornemmelse af faktisk ikke er godt for dig.
Lav så en kolonne, der hedder 'Fordele' og en kolonne, der hedder 'Ulemper', og stil dig selv spørgsmålene:
Tag dig god tid til at svare grundigt på spørgsmålene. Du behøver ikke at gøre det på en dag. Tilføj gerne mere til kolonnerne over det næste stykke tid, når du kommer i tanke om mere. Når du har en følelse af, at listen er ved at være udfyldt, kan du gå videre til at svare på følgende:
Det er vigtigt, at du ikke alt for hurtigt går i gang med at ændre din adfærd eller strategi. Hvis man bliver utålmodig og vil have det fikset i en fart, vil man ofte mislykkes. Og så risikerer man at komme til at fodre sin selvkritik og skamfølelse – og stå med flere gode grunde til at holde fast i de gamle strategier. Så vær tålmodig med dig selv. Vær nysgerrig og forsøg ikke at dømme dig selv. Tag små skridt, og lad din lyst til at ændre din adfærd vokse over tid.